Ved du, hvordan man skriver gode overskrifter? Eller er dine overskrifter lige så spændende som en våd havregrød?
Så er du ikke alene.
Mange skriver overskrifter, der er … ahem … funktionelle. De forklarer fint, hvad teksten handler om.
Men de fænger ikke.
De vækker ikke nysgerrighed. De får ikke nogen til at klikke, og de giver da slet ikke lyst til at læse. Tværtimod. De giver nærmere akut søvntrang og lyst til mere kaffe.
… men om sådan cirka 7 minutter (well, det kommer an på, hvor hurtigt du læser) har du fået 5 metoder, der virker og 3 fælder, du skal undgå, når du skriver overskrifter.
Her får du 5 metoder til at give dine overskrifter et kærligt spark i rumpen plus 3 klassiske fejl, der ødelægger selv de bedste idéer:
METODE 1
Smid en modsætning ind
Find to ord eller to koncepter, der normalt ikke hører sammen, og sæt dem op imod hinanden. Vores hjerner elsker kontraster. De skaber spænding og gør os nysgerrige.
Eksempler:
- Skriv hurtigere end AI – og 100 gange bedre
- Sådan sælger du mere – uden at lyde som en sælger
- Den nemmeste måde at skrive bedre – men de fleste tør ikke gøre det
METODE 2
Indsæt et uventet ord
Find et overraskende billede eller ord, der får din overskrift til at skille sig ud. Årsagen til at det virker? Når vi ser noget, der bryder med det forventede, stopper vi op.
Eksempler:
- Din overskrift er en søvnig kartoffel – her er, hvordan du vækker den
- Har du nogensinde set en overskrift, der gav dig gåsehud?
- Sådan skriver du overskrifter, der slår som en boksehandske
METODE 3
Stil et provokerende spørgsmål
Her skal du finde dit mod frem, og stille et spørgsmål, som prikker lidt til læserens stolthed eller nysgerrighed. Et godt spørgsmål tvinger læseren til at svare – i hovedet eller i kommentarfeltet. Fordi han eller hun slet ikke kan lade være.
Eksempler:
- Hvorfor er hundeejere så dumme?
- Skriver du stadig overskrifter som i 2010?
- OMG! Hvad fa’en er det, der er så svært ved at skrive gode overskrifter?
METODE 4
Lov noget – men ikke for meget
Folk klikker, hvis de tror, de får noget ud af det. Men hvis du lover for meget, lyder du utroværdig. Tricket er at være konkret, uden at overdrive. “Skriv den perfekte overskrift hver gang” lyder urealistisk, men “5 tricks, der gør dine overskrifter markant bedre” virker troværdigt.
Eksempler:
- 5 tricks, der redder dine overskrifter – uden at du skal være kreativ
- Sådan fanger du din læser – lige fra første linje
- Den simple teknik, der gør dine overskrifter 10x bedre
METODE 5
Gør din overskrift ultra-specifik
Jo mere præcis og målrettet en overskrift er, desto mere lokkende er den. Brug tal, konkrete eksempler og detaljer, der gør overskriften umulig at ignorere.
Eksempler:
- De 3 ord, der kan forvandle din overskrift (og hvordan du bruger dem)
- Sådan skrev jeg en overskrift, der gav 412 % flere klik
- Hvorfor 78 % af overskrifterne på sociale medier fejler – og hvordan du undgår det
Værsgo’: 3 klassiske fejl, der gør din overskrift kedelig og træls at læse
1. Din overskrift er for generisk
“Lær at skrive gode overskrifter” = gab. Prøv i stedet: “5 overskrift-tricks, der får dine tekster til at skille sig ud”
2. Din overskrift overpromiser aka lover for meget
“Hemmeligheden bag VIRAL succes” lyder som clickbait. Prøv i stedet: “Den lille ændring, der fik mine overskrifter til at klare sig markant bedre”
3. Din overskrift glemmer, at det handler om læseren – og ikke om dig
Hvis overskriften kun handler om dig (“Min rejse til bedre overskrifter”), vil de fleste scrolle videre. Prøv i stedet: “Derfor virker dine overskrifter ikke – og hvad du kan gøre ved det”.
Pssst: Hvis du bruger tekstforfatterens cheatsheet til geniale overskrifter, så gør du det nemt for dig selv, at skrive overskrifter, der rent faktisk får folk til at stoppe op og klikke

Hvilken teknik vil du prøve først? Smid en kommentar!
0 kommentarer